Jeg vågner, omtåget. Værelset er badet i grå. Bag gardinet gemmer sig noget udefinerbart bedrøveligt.
Jeg går på toilettet, bare fødder, koldt flisegulv. I spejlet genkender jeg mig selv som ugenkendelig, opsvulmet som om natten har fyldt mig ud. Mørket blotter sig under øjnene.
Låser op, triller ud, er stadig halvt sovende, halvt nøgen. Det matte værelse, det tomme skab, portrættet af Jesus, iscenesat, utroværdigt.
Jeg drikker koldt vand i evigheder, det løber, skvulper.
Ifører mig en skjorte, nederdel, flagrende. Gnubber liv i døde kinder til de svier, jeg ved aldrig hvornår jeg skal stoppe.
Dagene er de samme, flydende som tyk væske, suppe. Det lille værelse, den brede gang, spisesalen, ubarmhjertig. Steriliteten, stilheden, rutinen.
Og altid, tyngden.
Samtale med P, fortæller, himlen var anderledes da jeg var barn, tilregnelig. Hvad er den nu, bedragerisk. Til aftensmad, suppe, det flyder sammen med dagene og tiden, jeg betragter det stumt, skvulpende. Går i seng.
Går tur ved klostret, landskabet er goldt og kødædende. Jeg er iført gummistøvler og frakke, ser mistænksom ud. Luften ugennemtrængelig, en mur af grå. Jeg ryger cigaretter ved vejkanten, utålmodigt.
Omgivet af tåge går jeg tilbage, umættet. Observerer resten af dagen fra mit vindue, den er fortørnet, går på held lidt tideligere end normalt. Grå bliver til sort, jeg bor i et vakuum.
Lader skyggerne falde forhindringsløst på det blege nøgne gulv. Trækker ikke gardinerne for, lukker nymånen ind. Den er ufaglært.
Min hud ligner skorpen på et surdejsbrød, sprukken. Mine fingre kan ikke lade gamle sår være gamle, de graver. Til samtale foreslår P læsning, bøger afleder opmærksomheden. Kunst virker mig grænseoverskridende.
Læser på gårdspladsen, klokketårnet spidder skyerne. Ord stimulerer lidt, keder mere. Mine tanker vandrer langs landevejen, de kan ikke finde dække når det regner, gennemblødes.
Drikker te, smagsløst. Traver i gruset, larmende. Spiser suppe, middelmådigt. Klosteret er et evighedsmaskineri, jeg: et tandhjul. Alt andet: en forbandet suppedas.
Tager bussen til havet for at se til verdens ende, i stedet, barbariske bølger, blokerer. Havet drømmer om død, det er, glubsk, holder afstand.
Vinden river i mit tøj, ivrigt. Det er umuligt at sige fra, jeg lader den pille mig fra hinanden.
Tager bussen tilbage til klosteret. Begraver mig i efteråret, i bunker af blade, nedbrydes, og alt det grå. Kender efterhånden rutinen. Til aftensmad, suppe. Den bliver tyndere og mere farveløs hver dag der går, mistænker de fortynder gamle rester, lidt klamt.
