hyænerne

Med brevpapir og nøgne fødder 

Krydser jeg ørkenen;

Jeg vil ikke være alene mere

Jeg slæber mine tørre fødder over skoldhed sand 

Med en raslende lyd 

Hyænerne hører mig komme

De griner da de finder mig

Hvor tåbeligt at krydse ørkenen for ensomhedens skyld hyler de

Og lader mig ligge og lide som straf 

Under solens ubarmhjertige stråler er jeg

Skyldbetynget og skamferet  

Det gør ondt, det stikker

Jeg ligger der så længe at solen tørrer mig ud 

Slår dybe revner i mit maveskind 

med mine sparsomme kræfter borer jeg mine fingre 

ind i sprækkerne og åbner op

Indeni er der vådt og levende 

Jeg løfter hvert et organ ud 

Lægger dem i en ring omkring mig 

Og så spiser jeg dem systematisk, en efter en 

Hyænerne skriger hvor tåbeligt, hun æder sig selv

Jeg stopper først da jeg sidder i en cirkel af rød

Med mit hjerte i hånden 

Det putter jeg i en konvolut 

Som jeg stempler med mit blod og sender til min søster 

Konvolutten pulserer sagte 

Og gennemvædes langsomt 

Indtil den klistrende og dryppende efterlader pletter af blod 

I sandet som tørstigt indtager det 

Bare de ikke følger sporet 

Hen til hvor hun bor

Ved de ikke at jeg elsker hende mere 

end jeg elsker mig selv