begyndelsen

 

Jeg vågner, omtåget. Værelset er badet i grå. Bag gardinet gemmer sig noget udefinerbart bedrøveligt. 

Jeg går på toilettet, bare fødder, koldt flisegulv. I spejlet genkender jeg mig selv som ugenkendelig, opsvulmet som om natten har fyldt mig ud. Mørket blotter sig under øjnene.

Låser op, triller ud, er stadig halvt sovende, halvt nøgen. Det matte værelse, det tomme skab, portrættet af Jesus, iscenesat, utroværdigt. 

Jeg drikker koldt vand i evigheder, det løber, skvulper. 

Ifører mig en skjorte, nederdel, flagrende. Gnubber liv i døde kinder til de svier, jeg ved aldrig hvornår jeg skal stoppe. 

Dagene er de samme, flydende som tyk væske, suppe. Det lille værelse, den brede gang, spisesalen, ubarmhjertig. Steriliteten, stilheden, rutinen. 

Og altid, tyngden.  

Samtale med P, fortæller, himlen var anderledes da jeg var barn, tilregnelig. Hvad er den nu, bedragerisk. Til aftensmad, suppe, det flyder sammen med dagene og tiden, jeg betragter det stumt, skvulpende. Går i seng. 

Går tur ved klostret, landskabet er goldt og kødædende. Jeg er iført gummistøvler og frakke, ser mistænksom ud. Luften ugennemtrængelig, en mur af grå. Jeg ryger cigaretter ved vejkanten, utålmodigt. 

Omgivet af tåge går jeg tilbage, umættet. Observerer resten af dagen fra mit vindue, den er fortørnet, går på held lidt tideligere end normalt. Grå bliver til sort, jeg bor i et vakuum. 

Lader skyggerne falde forhindringsløst på det blege nøgne gulv. Trækker ikke gardinerne for, lukker nymånen ind. Den er ufaglært.  

Min hud ligner skorpen på et surdejsbrød, sprukken. Mine fingre kan ikke lade gamle sår være gamle, de graver. Til samtale foreslår P læsning, bøger afleder opmærksomheden. Kunst virker mig grænseoverskridende. 

Læser på gårdspladsen, klokketårnet spidder skyerne. Ord stimulerer lidt, keder mere. Mine tanker vandrer langs landevejen, de kan ikke finde dække når det regner, gennemblødes. 

Drikker te, smagsløst. Traver i gruset, larmende. Spiser suppe, middelmådigt. Klosteret er et evighedsmaskineri, jeg: et tandhjul. Alt andet: en forbandet suppedas. 

Tager bussen til havet for at se til verdens ende, i stedet, barbariske bølger, blokerer. Havet drømmer om død, det er, glubsk, holder afstand. 

Vinden river i mit tøj, ivrigt. Det er umuligt at sige fra, jeg lader den pille mig fra hinanden.  

Tager bussen tilbage til klosteret. Begraver mig i efteråret, i bunker af blade, nedbrydes, og alt det grå. Kender efterhånden rutinen. Til aftensmad, suppe. Den bliver tyndere og mere farveløs hver dag der går, mistænker de fortynder gamle rester, lidt klamt. 

præst siger sorg er hjemløs kærlighed

 

Efter operationen er der ikke noget betydeligt tilbage 

Alt det overskydende kommer i sorte affaldsposer 

Og ryger i småt brandbart

Asken er ikke meget værd 

Men man samler den alligevel i en lille urne 

Som man stiller på et lille podie 

Gæsterne behøver ikke vide det hele bare er skrald 

De har brug for et sted at gøre af al den kærlighed 

De har haft boende i mig 

nostalgi og kinesiske sange

 

Min søster og jeg kender en hemmelig by i søen

Man kan kun komme derned ved at ride på svanerne

Under overfladen er der et eventyrligt samfund 

Vi møder alskens fisk og havfolk

De bor på slotte og i nydelige parcelhuse 

Sammen snakker vi kinesisk 

I virkeligheden underligt vi gør det 

(Alt trækker efterhånden kinesiske tråde)

Nogle gang synger vi med unge stemmer 

Under vandet lyder det så sjovt  

trivielle traditioner

 

Ritualet er fast 

Jeg møder aldrig min reflektion med behag 

Det foregår på samme måde hver gang

En hånd på hofteben en finger der lader

den tynde hud blotte 

Afskyen kender sin besøgstid 

Jeg forsøger altid at komme den i forekøbet 

spænde op suge ind

Men den kender mine beskidte tricks 

har lært at spille på min skam 

Ritualet er en last 

jeg bærer den i min vom 

Derfor bliver jeg aldrig tilfreds

Jeg tror hvis jeg bare smilte sødt og aede min ballonmave 

ville jeg være så kær at jeg kunne bo 

i en skotøjsæske med blødt lyserødt silkepapir 

jeg elsker vindstille natur og horisonter og total stilhed

 

For tiden længes jeg enormt efter et liv i ensomhed på landet fordi jeg sådan nyder at være alene. Jeg drages af forestillingen om et lille landbrug med marker og dyr og en køkkenhave jeg kan passe. Forestillingen: jeg logerer i kvisteværelset og fra mit vindue strækker markerne sig (ømt om foråret og træt om efteråret) for at kysse skovens bryn. Om vinteren luner katten mit skød og lader mig kæle den (jeg tror den kan mærke at jeg vil den det godt). Om sommeren mæsker jeg mig i fyldige fede jordbær fra haven badet i fløde og sukker. Livet på landet er en gave. Så er der alt det andet:

Jeg ejer ikke landbruget jeg passer det kun

Så når soen slagtes lader jeg grislingerne die ved mit bryst

Gaven er at moderskabet er et nobelt erhverv 

Forbandelsen er at blodet fra min brystvorte pletter min t-shirt 

Jeg kan se fra mit vindue når marken står i flammer og så slukker jeg ilden med mine tårer

Gaven er at røgen får mine øjne til at løbe i vand

Forbandelsen er at den sætter sig i mine lunger så jeg ikke længere kan løbe frit 

Og når brønden langsomt tømmes samler jeg al væske fra min mund og spytter i den

Gaven er at brønden aldrig tørrer ud 

Forbandelsen er at min tunge føles forkert i sit knastørre fængsel

I spent 100 hours inside the pyramids! (forført af MrBeast)

 Vi bruger hundrede timer i pyramiderne, bare os to. Vi undersøger gange, som ingen vegne fører, og vi undersøger hinanden med blide hænder og hurtige åndedrag. I et ældgammelt gravkammer omfavner vi hinanden og han hvisker i mit øre at jeg er nummer tre-hundrede-million subscriber, så han vil give mig hele Egypten. Jeg forstår slet ikke, hvordan han har fået fat i Egypten, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med Egypten og i virkeligheden ville jeg egentlig bare have ham. Men han er ved at løsrive sig fra mit greb og en eller anden råber cut, og pludselig er hele gravkammeret oplyst af kameraer og kunstigt lys, og vi er ikke alene mere, for bag os er der hundrede identiske tvillinger, som skal kæmpe mod hinanden for at vinde en kvart million dollars, jeg er allerede elimineret. Så jeg tumler forvirret igennem historiske gange der vrimler med filmhold og lange borde med merch og spagsprøver på hans nye chokoladebrand. Da jeg endelig får fumlet mig ud af den mytiske struktur er ørknen blevet til et stort film sæt og der er nogen der har malet hans portræt på Keopspyramiden og det går op for mig at han aldrig var forelsket, han var hele tiden bare en fucking filantrop. Og nu dukker han konstant op på min tiktok i mundrette bidder, suppleret med videoer af en eller anden som spiller Subway surfers og det rammer som knytnæver i ansigtet når han med hurtig og gennemtrængende stemme uddeler eksorbitante beløb til nye håbefulde abonnenter og udvælger nye kandidater til hans egen real life version af squid game. Hurtigt ind hurtigt ud er hans filosofi så jeg lader mig begrave sammen med Keop, under tusinde timers ny content og lader Ra sejle mig til dødsriget på en flod af overflod. 

mors skam

 da barnet fødes giver moren det

et stearinlys og al sin skam

her mit kære barn har jeg givet dig 

liv og lys og alle mine byrder at bære på

ingen gud kan give dig mere end jeg

jeg er din skaber, tilbed mig

du er mit barn, frabed dig

barnet bliver ung

og rund og fyldig og farverig

og moren siger husk nu

hvad jeg gav dig sammen med livet

så barnet skifter fryd og farver ud

med sort for det slanker

det forfølger og foragter sit spejlbillede

det tæller kalorier og undgår hvidt brød

det skærer i kødet og kalder på sin mor

barnet vil holdes om og holdes af

for skammen er tung

den maser barnet flad men ikke flad nok 

så med stearinlyset tænder barnet op

og sætter ild til alt sulet og sulten og skammen 

det sidder på hofterne 

det ligger på skuldrende

barnet brænder og brænder, barnet er et bål

og inden det går til grunde hvisker det

jeg elsker dig mor men du kan se

jeg er mast ihjel 

det er nu bedrøveligt at dø for en andens skam

men hvis jeg skulle gøre det for nogen

skulle det alligevel være for dig