har fået et postkort fra min søster

 

Har fået et postkort fra min søster. Hun er i saltørkenen i Bolivia, hun elsker mig og savner mig, hun kan ikke vente til vi skal kramme igen.

Hun skriver: når hun tænker på at vi snart ses får hun sommerfugle i maven; jeg selv får store røde kinder af kærlighed. 

Jeg skrev engang et digt om at ville krydse ørkenen for hendes skyld, om at sende hende mit hjerte i en konvolut, om at elske hende mere end jeg elsker mig selv.

Det er det bedste i verden at have en søster, jeg er aldrig helt hel uden hende.

(her er billedet fra postkortet)

begyndelsen

 

Jeg vågner, omtåget. Værelset er badet i grå. Bag gardinet gemmer sig noget udefinerbart bedrøveligt. 

Jeg går på toilettet, bare fødder, koldt flisegulv. I spejlet genkender jeg mig selv som ugenkendelig, opsvulmet som om natten har fyldt mig ud. Mørket blotter sig under øjnene.

Låser op, triller ud, er stadig halvt sovende, halvt nøgen. Det matte værelse, det tomme skab, portrættet af Jesus, iscenesat, utroværdigt. 

Jeg drikker koldt vand i evigheder, det løber, skvulper. 

Ifører mig en skjorte, nederdel, flagrende. Gnubber liv i døde kinder til de svier, jeg ved aldrig hvornår jeg skal stoppe. 

Dagene er de samme, flydende som tyk væske, suppe. Det lille værelse, den brede gang, spisesalen, ubarmhjertig. Steriliteten, stilheden, rutinen. 

Og altid, tyngden.  

Samtale med P, fortæller, himlen var anderledes da jeg var barn, tilregnelig. Hvad er den nu, bedragerisk. Til aftensmad, suppe, det flyder sammen med dagene og tiden, jeg betragter det stumt, skvulpende. Går i seng. 

Går tur ved klostret, landskabet er goldt og kødædende. Jeg er iført gummistøvler og frakke, ser mistænksom ud. Luften ugennemtrængelig, en mur af grå. Jeg ryger cigaretter ved vejkanten, utålmodigt. 

Omgivet af tåge går jeg tilbage, umættet. Observerer resten af dagen fra mit vindue, den er fortørnet, går på held lidt tideligere end normalt. Grå bliver til sort, jeg bor i et vakuum. 

Lader skyggerne falde forhindringsløst på det blege nøgne gulv. Trækker ikke gardinerne for, lukker nymånen ind. Den er ufaglært.  

Min hud ligner skorpen på et surdejsbrød, sprukken. Mine fingre kan ikke lade gamle sår være gamle, de graver. Til samtale foreslår P læsning, bøger afleder opmærksomheden. Kunst virker mig grænseoverskridende. 

Læser på gårdspladsen, klokketårnet spidder skyerne. Ord stimulerer lidt, keder mere. Mine tanker vandrer langs landevejen, de kan ikke finde dække når det regner, gennemblødes. 

Drikker te, smagsløst. Traver i gruset, larmende. Spiser suppe, middelmådigt. Klosteret er et evighedsmaskineri, jeg: et tandhjul. Alt andet: en forbandet suppedas. 

Tager bussen til havet for at se til verdens ende, i stedet, barbariske bølger, blokerer. Havet drømmer om død, det er, glubsk, holder afstand. 

Vinden river i mit tøj, ivrigt. Det er umuligt at sige fra, jeg lader den pille mig fra hinanden.  

Tager bussen tilbage til klosteret. Begraver mig i efteråret, i bunker af blade, nedbrydes, og alt det grå. Kender efterhånden rutinen. Til aftensmad, suppe. Den bliver tyndere og mere farveløs hver dag der går, mistænker de fortynder gamle rester, lidt klamt. 

præst siger sorg er hjemløs kærlighed

 

Efter operationen er der ikke noget betydeligt tilbage 

Alt det overskydende kommer i sorte affaldsposer 

Og ryger i småt brandbart

Asken er ikke meget værd 

Men man samler den alligevel i en lille urne 

Som man stiller på et lille podie 

Gæsterne behøver ikke vide det hele bare er skrald 

De har brug for et sted at gøre af al den kærlighed 

De har haft boende i mig 

Et mareridt

 

jeg er i et fast parforhold med en mand som er ultraløber

han går med mønstret lycra og spejlsolbriller og 

aerodynamisk hat på aerodynamisk hoved 

(skaldet delvist af eget valg)

han løber et maraton om dagen så hans appetit er 

grotesk 

og en gang om ugen må jeg med pincet 

hive hælsporer ud af hans stenhårde fodsåler

hælsporerne er enorme som bjælker

vi opbevarer hver og en som trofæer i en glasmontre i stuen

trofæerne gør ham så opstemt 

men hans fysiske overanstrengelse efterlader ham impotent

så vi har fundet et fornuftigt system hvor han spænder 

en af hælsporerne på fortil så bliver det til en 

DIY strap on 

der udemærket erstatter den manglende erektion

somme tider deepthroater jeg hans kæmpe store hælspore 

sådan at spidsen kradser mit svælg

når jeg gør sådan nusser han mig i håret og fortæller mig 

at jeg er en forrygende partner 

nostalgi og kinesiske sange

 

Min søster og jeg kender en hemmelig by i søen

Man kan kun komme derned ved at ride på svanerne

Under overfladen er der et eventyrligt samfund 

Vi møder alskens fisk og havfolk

De bor på slotte og i nydelige parcelhuse 

Sammen snakker vi kinesisk 

I virkeligheden underligt vi gør det 

(Alt trækker efterhånden kinesiske tråde)

Nogle gang synger vi med unge stemmer 

Under vandet lyder det så sjovt  

trivielle traditioner

 

Ritualet er fast 

Jeg møder aldrig min reflektion med behag 

Det foregår på samme måde hver gang

En hånd på hofteben en finger der lader

den tynde hud blotte 

Afskyen kender sin besøgstid 

Jeg forsøger altid at komme den i forekøbet 

spænde op suge ind

Men den kender mine beskidte tricks 

har lært at spille på min skam 

Ritualet er en last 

jeg bærer den i min vom 

Derfor bliver jeg aldrig tilfreds

Jeg tror hvis jeg bare smilte sødt og aede min ballonmave 

ville jeg være så kær at jeg kunne bo 

i en skotøjsæske med blødt lyserødt silkepapir 

savner min søster

 

Min mor hælder dråber i mine øjne og i min søsters 

Så bliver vi blinde for en stund 

(Det er ikke væsken fra min mund selvom den også kommer på dråbeform)

Da min mor lavede mig lavede hun min søster i samme ombæring 

Det kunne hun godt gode børn deler

Dele mave dele bryst dele øjne og dråber og drømme 

Mors livmoder er mit yndlingsrum  

Jeg kan både lide at være der alene og med min søster

Nogle gange hjælper vi hinanden 

Så står hun på mine hænder sådan at hun kan nå hele vejen op til mors hjerte 

Det er en massagestol det banker blødt og hårdt på samme tid 

Efter et stykke tid skifter vi så er det min tur 

Dele massagestol  

Min søster er den eneste jeg gider dele rummet med 

Fordi det er mit safespace og hun er min safeperson 

Mor er der selvfølgelig også hende tolererer vi 

For det meste er hun et hylster 

Jeg kan slet ikke forestille mig at dele min krop med andre end min søster 

Især ikke hvis de delte den med andre end mig