torsdag den 20. marts 2025

jeg elsker vindstille natur og horisonter og total stilhed

 


For tiden længes jeg enormt efter et liv i ensomhed på landet fordi jeg sådan nyder at være alene. Jeg drages af forestillingen om et lille landbrug med marker og dyr og en køkkenhave jeg kan passe. Forestillingen: jeg logerer i kvisteværelset og fra mit vindue strækker markerne sig (ømt om foråret og træt om efteråret) for at kysse skovens bryn. Om vinteren luner katten mit skød og lader mig kæle den (jeg tror den kan mærke at jeg vil den det godt). Om sommeren mæsker jeg mig i fyldige fede jordbær fra haven badet i fløde og sukker. Livet på landet er en gave. Så er der alt det andet:

Jeg ejer ikke landbruget jeg passer det kun

Så når soen slagtes lader jeg grislingerne die ved mit bryst

Gaven er at moderskabet er et nobelt erhverv 

Forbandelsen er at blodet fra min brystvorte pletter min t-shirt 

Jeg kan se fra mit vindue når marken står i flammer og så slukker jeg ilden med mine tårer

Gaven er at røgen får mine øjne til at løbe i vand

Forbandelsen er at den sætter sig i mine lunger så jeg ikke længere kan løbe frit 

Og når brønden langsomt tømmes samler jeg al væske fra min mund og spytter i den

Gaven er at brønden aldrig tørrer ud 

Forbandelsen er at min tunge føles forkert i sit knastørre fængsel


2 kommentarer:

har fået et postkort fra min søster

  Har fået et postkort fra min søster. Hun er i saltørkenen i Bolivia, hun elsker mig og savner mig, hun kan ikke vente til vi skal kramme i...