For tiden længes jeg enormt efter et liv i ensomhed på landet fordi jeg sådan nyder at være alene. Jeg drages af forestillingen om et lille landbrug med marker og dyr og en køkkenhave jeg kan passe. Forestillingen: jeg logerer i kvisteværelset og fra mit vindue strækker markerne sig (ømt om foråret og træt om efteråret) for at kysse skovens bryn. Om vinteren luner katten mit skød og lader mig kæle den (jeg tror den kan mærke at jeg vil den det godt). Om sommeren mæsker jeg mig i fyldige fede jordbær fra haven badet i fløde og sukker. Livet på landet er en gave. Så er der alt det andet:
Jeg ejer ikke landbruget jeg passer det kun
Så når soen slagtes lader jeg grislingerne die ved mit bryst
Gaven er at moderskabet er et nobelt erhverv
Forbandelsen er at blodet fra min brystvorte pletter min t-shirt
Jeg kan se fra mit vindue når marken står i flammer og så slukker jeg ilden med mine tårer
Gaven er at røgen får mine øjne til at løbe i vand
Forbandelsen er at den sætter sig i mine lunger så jeg ikke længere kan løbe frit
Og når brønden langsomt tømmes samler jeg al væske fra min mund og spytter i den
Gaven er at brønden aldrig tørrer ud
Forbandelsen er at min tunge føles forkert i sit knastørre fængsel
jeg elsker også total stilhed
SvarSletdet her kan jeg vanvittigt godt lide
SvarSlet